Wølch

https://www.danskeaner.dk/wiki/index.php/Stadil_Sogn

Præster tilknyttet sognet

Indsættelse år og navn. kilde Wibergs præstehistorie m.f. Yderlig info om person samt familierelationer findes i danskeaner.

Fælles fra 14 marts 1823 med Tim Sogn

1539 Peder Bertelsen
1589 Peder Pedersen Schomann
1629 Laurits Pedersen
1661 Laurits Jensen
1664 Jens Lauritsen
1682 Claus Nielsen Colding
1697 Oluf Guldberg
1711 Frants Andersen Raarup
1732 Laurits Pedersen Schade
1764 Maturin Pedersen Endorph
1783 Oluf Johansen Schlichtkrull
1803 Laurits Helbech
1806 Niels Schaarup
1815 Lars Graversen Brøllund
1819 Severin Storm
1860 Johan Carl Hieronymus Molbech
1869 Søren Laurits Hans Christian Emil Worsøe

Bemærk dog at der her på listen mangler en præst mellem de to Peder: https://wiberg-net.dk/F-Rettelser.htm

https://wiberg-net.dk/1085-Stadil.htm

1 (c). (1589). Peder Pedersen; ~ Margrete Hansdtr.; see A. Pedersen i Hjerm-G.-V.; C. P. Stadil i Vinding-V.; [† 1629; (see N. khist. S. 6/544); var berømt for Lærdom; havde adelige Børn i Huset; lod en ældre Kalk og Disk til Syge fornye; Eptph.]. KS 5:2 (1903-05), s. 558; 2:6 (1872-73), s. 544; HardAar 1908, s. 173 (se nedenfor).

Constitueret/cirka 1589 Peder Pedersen viet til Margrethe Hansdatter; Se A. Pedersen (Anders Pedersen) i Hjerm, Gimsing, Venø; C. P. Stadil (Christen Pedersen Stadil) i Vinding og Vind sogne; død 1623 (Se Nationalmuseets KirkeHistorie 6/544); Var berømt for lærdom, havde adelige børn i huset (at undervise); lod en ældre kalk og disk til syge fornye, Epitaphium findes.

http://www.historisksamfund.dk/LaesAarbog/Bog/Bogside.php?Aar=1908&Side=175&FraSide=175&TilSide=181

Saa gaar der 28 aar, da vi intet ved. I løbet af disse aar maa Jens Hardbo være død, men om der i disse aar har været en præst, hvis navn tiden har tilintetgjort, ved vi ikke. 1514 møder vi Hr. Peder Bertelsen som sognepræst ved St. Hans Evangelistes kirke i Stadil. Og han er da ikke helt ny i tjenesten, thi han er tillige Biskoppens Official i Holstebro, hvilket vil sige, at han skulde dømme, forhøre osv. paa Biskoppens vegne paa sysseltinget i Holstebro. Dette vil sagtens atter sige, at han ikke tog sig meget af sagerne i Stadil, men lod en kappellan besørge dem, medens han selv besørgede biskoppens sager i Holstebro. I denne by havde Aalborg Helligaandskloster et hus, hvori dets terminsbroder (Gaveindsamler) i Hardsyssel boede. Peder Bertelsen boede sagtens paa bispegaarden i Holstebro, saa de to kunde let træffe hinanden, og 1514 har Peder Bertelsen overladt Helligaandsklostret en kostbar bog, som endnu findes i Aalborg Kathedralskoles bibliotek med følgende paaskrift paa latin: Til pris og ære for den højeste hellige og udelelige treenighed, for den ubesmittede Jomfru Marie, Jesu Moder, og for helgenerne Hans Evangelist og Thomas Biskop af Canterbury, saa og til nytte og gavn for brødrene i det hellige konvent i Aalborg besørgede religiøs mand hr. Laurids Nielsen, da terminsbroder i hardsyssel, disse bøger, dele af bibelen med lyras fortolkning, (købt) af ærværdig mand hr. Peder Bertelsen, sognepræst til St. Hans Evangelistes Kirke i Stadel, paa den tid tillige official i Holstebro, som ogsaa skænkede halvdelen, for at der stadig for ham og for hans faders sjæl maa ske forbøn i konventet af brødrene i Messer, vigilier og bønner. Givet aar 1514 den 24. juli.

Det tyder paa ikke ringe velstand hos Peder Bertelsen, at han har kunnet eje denne bog. Det tyder ogsaa paa sans for lærdom, thi Nicolaus Lyra var middelalderens dygtigste bibelfortolker. Der kom store omskiftelser efter 1514. Tre aar senere begyndte Luthers reformatorgerning. I Tyverne gik den lutherske bevægelse gennem sognene, 1536 og 1537 lovfæstedes reformationen i Danmark. Men Peder Bertelsen er bleven i sit embede under alt dette. Vi genfinder ham 1539, da han fik kvittans for en forgyldt Monstrans, vejende 8 lødige mark sølv, 4 lod mindre, som han annammede af Stadel kirke til Kongen og Kronen. Og han maa vist også have holdt sig en rum tid endnu, thi der er under disse omstændigheder ikke grund til at tvivle om, at det er over ham, ligstenen blev lagt i Stadil kirke foran alteret, med indskriftsverset: Petra Petrum tegit hic, animamque fovet Petra Christus, Sic salvum reddat utraque Petra Petrum. Obiit in domino anno Jhesu M.D.L. Her er et aldeles uoversætteligt latinsk-græsk ordspil med navnet Petrus. 'Petra' betyder sten, klippe. MEd bevarelse af ordet kan man da oversætte: En 'Petra' (sten) dækker her Petrus, og sjælen glæder den 'Petra' Kristus, saaledes bevarer hver af de to 'petraer' Petrus. Han døde i Herren i Jesu aar 1550.

Der er nu ingen tvivl om, at denne Peder Bertelsen er den samme, som overleveringen kalder Peder Skomand. Præsten Frants Raarup har (efter 1711) skrevet foran i Stadils ældste kirkebog: 'Samme hr. Peder Nielsen Skoman har været en meget fornemme lærd mand og haver haft adskillige adelige og fornemme folkens børn i sit hus at informere'. Han kalder ham 'Nielsen', men det kan man roligt se bort fra, da han kort efter ogsaa kommer galt afsted med Peder Pedersen og kalder ham Christensøn. MAn faar det indtryk, at der virkelig meget tidlig har siddet en humanistisk dannet mand i embedet i Stadil. Ligstenen er efter bogstavernes form at dømme hugget meget længe før 1550. Han har da selv forfattet indskriften med dens humanistiske legen med det græske ord Petra. Han har vel også forfattet paaskriften i bogen, og der kan han heller ikke dy sig med sin græsk. Han skriver for 'moder' ikke det latinske ord mater, men det græske genearcha. Og paa kirkens store klokke fra 1546 (nu omstøbt) spøger han igen med en hel mængde græske brokker, som vist skal betyder: 'Alfra, Omega, Gud, Menneske, Ærens konge Kristus kom hid'. Og underneden fandtes hans vaaben med bogstaverne P. B. S. (Petrus Bartoldi Sutor) over. Men det vaaben forraader mere. Efter aftegningen i førnævnte kirkebog forestiller det et dødningehoved. Det samme mærke findes paa den lille messeklokke i koret og paa den nuværende degnestols endestykke samt paa ligstenen. Dette mærke førtes imidlertid af en rid og anset halvadelig borgerslægt i Ribe, hvis mest bekendte medlem er den stridbare kantor i Ribe Domkapitel, Magister Poul Andersen. Denne var med Sigbrit, Hans Tolder, Hans Mikkelsen og 'saadanne flere fandens skalke' Christjern II.s raadgiver og ivrige tilhængere. Et sted nævnes han paa latin med tilnavnet 'Sutor', hvor vi aabenbart har en oversættelse af familienavnet Skomand. Det betyder skomager. Man kan vel formode, at Peder Skomand har været fætter til Poul Andersen og ligesom flere af slægten har studeret udenlands. Den lille messeklokke i koret maa den fornemme sognepræst da have skænket. Men ogsaa de to ret monumentale skolestader i koret, der nu bruges af præsten og degnen, er mindesmærker om ham. De er rigt udstyrede i gotisk stil og ganske eens udførte - saa ens, at man kommer til at tvivle om, at de er lavede til samme kirke. De er nemlig begge indrettede til at staa ved samme væg, saa at de nu nødes til at staa noget bagvendt. Degnestolen bærer paa ydersiden Skomand-vaabenet (Dødningehovedet) og indvendig Stjerne-Juelernes vaaben. Hvis ikke Peder Skomands moder har været en Juel, vil jeg forklare det saaledes, at sidstnævnte vaaben er Hardsyssel Provsts, Iver Juels, Stadil Kirkes værneherres. Stolen er da anskaffet som skriftestol efter 1526, sagtens paa kirkens bekostning. Formodentlig har den haft en indskrift i ryggens fyldninger, men ethvert sport er nu borte. Men samtidig synes saa Peder Skomand at have faaet lavet en aldeles tilsvarende stol hos samme snedker, den nuværende præstetsol. Den er ligeledes i gotisk stil, og paa dens endestykker ses indvendig Ribe Bispedømmes vaaben, Andreaskorset med stjerne over, og udvendig Biskop Iver Munks vaaben de tre roser. Her er paa stoleryggen bevaret den midterste trediedel af en indskrift, som hidtil har trodset al tydning. Den er af smukt gennembrudt træskærerarbejde i ægte 'munkebogstaver'. P. M. Nødskov fik i 1796 ud af det, at der 'i Olims (fordums) munketider' havde staaet: Giv 4 skillinge skriftepenge. Himlens Konge Jomfru Marie forlader synder. Nu kan en livlig fantasi ganske vist tænke sig meget i 'olims munketider', men dette er dog for livligt. Der staar i virkeligheden: 'toldi Quorum Re . . oeli Dig'. Dette 'toldi' er utvivlsomt slutningen af mandens latinske navn Petrus BArtoldi. Resten er dunkelt. Man maa formode noget som: ' Quorum rex coeli dignetur (misere . . )', 'over hvilke himlens konge værdiges at forbarme sig'. Men denne stol, der ved sine vaabener saa tydeligt giver sig til kende som rummende biskoppens repræsentant, er vist næppe blevet til for at være kirkestol i Stadil Kirke. Det er aabenbart officialstolen, som han har ladet lave, enten til brug, naar han repræsentativt var i Holstebro kirke, eller maaske naar han paa biskoppens vegne hørte skriftemaal i 'Gejstlige' sager eller paa biskoppens vegne hørte skriftemaal i reserverede sager, som en almindelig præst ikke kunde give syndsforladelse for. Da officialstillingen hørte op ved reformationen - eller han maaske har mistet den før - har han saa ladet stolen som sin private ejendom bringe til Stadil, hvor den nu står som fortidsminde, ikke blot om fortids snedkerkunst, men ogsaa om kirkelige forhold 'i olims munketider' som heldigvis er os helt fremmede. Paa sine gamle dage har han saa passet bestillingen som luthersk præst, og lad os haabe, at han virkelig i hjertet var bleven lutheraner i mellemtiden.