Wølch

http://www.kvinfo.dk/side/444/?action=4&itemid=1407&searchtext=

Indledningsforedrag i Diskussionen om Kvindesagen ved Mødet i Seljord August 1891

Af: Ragna Nielsen (Sluttet.)

Biskop H. og alle andre Præster maa først opfylde hvert Bud i Skriften, først da kan de faa Lov at komme og kue Kvinderne under Bogstaven. Men vi maa ikke tro, at H. ikke sætter Kvinderne højt. „Vi tillægger hende den højeste Betydning for det menneskelige Samfundsliv.” siger Biskop H.; „ja, vi siger, at Samfundslivet kunde ikke tænkes at bestaa, dersom Kvinden ikke var til.” Og deri giver vi H. Ret. „Kvinden har en Evne til at se det store i det smaa, til med Takt at finde, hvad der kan og hvad der ikke kan gøres i ethvert givet Øjeblik, til med et eneste Greb at se ind i selve Tingens Kærne; hun har en Følelsernes Finhed og en Stemningernes Rigdom og en Hengivenhedens Evne. som Manden mangler.” Det var næsten for meget, sagde Fanten, han fik en Dukat. Saa prægtige vidste vi ikke, vi var; men hvis Beskrivelsen passer paa os, tænk, hvad vi da maatte kunne udrette i Samfundslivet, i Politiken! „Alene Kvinden kan skabe et Hjem”, siger H. Det vilde naturligvis ikke blive Hjem mere, hvis Kvinder fik Stemmeret. ”Og Kvinden har Brug for alle sine Evner indenfor Hjemmets Døre”, siger H. videre. Nej saamænd om hun har. For bare at nævne et Eksempel: den Felttogsplan, som Nordstaterne i Amerika fulgte under sidste Krig var jo lagt af en Kvinde. Kan man være vis paa, at de Evner, hun der viste, vilde være kommet til Anvendelse indenfor Hjemmets Døre? Og tør Heuch, der naturligvis som alle gode Præster holder paa Krigen, sige, at i det vilde have været heldigt for denne Kvindes Fædreland, at den Plan, hvorefter Nordstaterne sejrede, ikke var kommen frem? Det er netop den Ting, at der ikke har været Brug for alle Kvindernes Evner indenfor Hjemmet, som før i Tiden gjorde en Mængde Kvinder til ulykkelige Mennesker. „Der gives ingen Kvinde”, siger Heuch, „som ikke har Evne til, hvis ikke Emancipationen eller andre Laster har gjort hende uduelig til at løse Kvindens Opgave der findes ingen Kvinde, som ikke har Sans for og Evne til at udfylde en Plads i sit Hjem.” Det nytter ikke at svare H., at der jo er en Mængde Kvinder, som intet Hjem har; H. bøjer sig ikke for Faktum. „De skal have et Hjem”, siger H., dermed er Sagen afgjort. Saa faar vi vide, hvorledes de emanciperte Kvinder er. „Hjemmets Pligter er for dette Slags Kvinder en Byrde ”; „tal med emanciperede Kvinder, læs deres Skrifter og se -- disse stakkels Kvinder, hvor store de er blevne i Verden, de har glemt deres egen Opgave, Hjemmets Opgave, og de vidner om det derved, at de bilder sig ind, at det at være huslig, at være Hjemmets Velsignelse, det er ikke noget andet, end enhver Kok eller Skrædder kan gøre dem efter. Det er for mig et Bevis paa Emancipationens Fordærvelighed, at disse Kvinder taler med Foragt om den eneste Opgave, som De er ene om i Verden, og som ingen Mand kan hjælpe dem med. Tænk om H. havde anvendt den simple Retskaffenhed først at undersøge, hvad det er for Slags Foredrag og Diskussioner, som har været holdt i Kvindesagsforeningen og saa havde bladet igennem et Par Aargange af „Nylænde”. Der vilde han til sin Forundring have fundet, at vi blandt andre Ting har behandlet saadant som Smaabørns Pleje og Opdragelse, Køkkenstel og Husstel i det hele, Tjenestepigeforholdene, Kvindens Sundhed o. s. v., og han vilde ikke have fundet et eneste Ord, som vidnede om Foragt for det, Heuch mener er Kvindens „eneste” Opgave H. kan ikke tænke sig noget frygteligere end at se sin egen Moder i Stortinget „Tænker Eder den ærværdige med sin stakkels Fistelstemme udbrede sig med al den Iver og Fanatisme, som let griber Kvinden, om hvorvidt det var rimeligt at beholde Konsulaterne i Wien og Rom! Er jeg den eneste, som vilde have flyet i Rædsel fra Salen, hvis man tænker sig sin Moder i en saadan Situation?” Ja, vi har ikke alle af Naturen faaet en vakker Stemme, men hvorfor Heuchs Moder ikke skulde kunne have sagt noget fornuftigt om Konsulatet i Rom, kan jeg ikke skønne. Var hun blevet valgt til Stortingsrepræsentant, vilde det naturligvis, have været, fordi Vælgerne ansaa hende for at have de fornødne Betingelser til at udfylde Pladsen. „Selve Sproget oprører sig mod Kvindeemancipationens Tanke,” siger H.; Ullmann talte om Købmand Wilhelmine Hansen Manden Wilhelmine Hansen, er det ikke et Monstrum? Og vi læser hver Dag om Formand Wilhelmine Hansen. Hvis H. bare havde spurgt en Filolog, vilde han have faaet at høre, at ”Mand” betyder det samme som „Menneske”, og at vi taler om Mennesket Wilhelmine Hansen, er vel ikke saa farligt? Heuch véd, hvorledes den Kvinde vil blive, som vil paatage sig Mands Gerning. „Hun bliver et vanskabt Misfoster, hun bliver et Neutrum, saaledes som det er Syn for Sagen for den, der vil have Øjne til at se med. I Emancipationens forjættede Land, Amerika, gives der Læger, som for ramme Alvor paastaar, at der, hvor Kvinderne gennem et Par Slægtled har været emanciperede og gjort Mandens Gerning, der fremkommer der en steril Kvindetype, som i mange Henseender varierer fra den ordinære Kvindetype.” Jeg har ogsaa hørt om den Type i Amerika, men jeg har rigtignok hørt, at Mænd og Kvinder var ligedan, og jeg har hørt, at Klimaet og det anspændte, urolige Liv har faaet Skylden for at have frembragt Typen. Er Kvinderne der sterile, kan umulig Kvindeemancipationen have Skylden af den simple Grund, at Arbejdet for Kvindesagen, selv i Amerika, er saa nyt, at Kvinder endnu ikke gennem et Par Slægtled har udført Mænds Gerning. Det er snurrigt, at ikke H. har gjort det meget simple Regnestykke. H. „er ingenlunde enig med dem, som af utilistiske Hensyn mener at kunne forsvare til en vis Grad Kvindens Emancipation.” Det er et Hib til Hertzberg. Nej, ingen skal kunne beskylde H. for ikke i dette Stykke at være konsekvent. Jeg har med egne Øren hørt H. sige, at Smaapiger ikke skulde gaa i Skole vilde de lære noget, kunde de bede en hjemme om at læse med sig.

Slutningen af Stortingsdebatten skiller sig i Tone stærkt fra Begyndelsen. Modstanderne af Kvinders Stemmeret har ikke flere Argumenter, og saa gør de, som Folk saa ofte gør, naar Argumenterne slipper op, de griber til at blive sinte. Hval glemmer rent de pæne Ord, han i Begyndelsen brugte om Kvinderne, og er saa uheldig, at han kommer til at sige, da der er Tale om at lade sig skræmme fra at handle efter sin Overbevisning: „Om en saadan Mand vilde jeg sige: han er ikke Mand, han fortjener ikke Navnet af Mand; han er en Kælling! Han fortjener ikke Navn af Kvinde en Gang.” Der kan man se, paa hvilken Plads han i Virkeligheden sætter Kvinderne. Og Heuch sætter rent alle Høflighedshensyn til Side. Der sad paa Galleriet en Række Kvinder, af hvilke H. ganske vist kendte de fleste, og saa slutter han sin Tale med at fortælle, at „Kvindeemancipationens Forfægtere de vil være fri for alle Hjemmets Baand og alle Autoritetens, jeg fatter ikke ret, hvorledes nogen kan mene, at Emancipationens Heltinder, disse redigerende, debatterende, polemiserende, prædikende, omrejsende Kvinder kan have Hjerte eller Hoved tilbage for Hjemmet og dets mangfoldige Gerning.”

Som vi ser, er det bare Skræmmebilleder og ikke en eneste reel Indvending, som fremkommer mod Kvinders Stemmeret. Kvinderne forstaar ikke sit eget bedste, men vi Mændene --- vi véd det. Der svares, som om det var Smaabørn og ikke voksne Mennesker, der kom frem med et Forlangende. Jeg for min Part vilde havt mere Respekt for den Mand. der traadte frem og sagde: „Vi har Magten, og vi gør hvad vi vil. Det konvenerer os ikke at give Kvinderne Stemmeret. Vi er bange for, at ved en Forandring vilde vor Mændenes Bekvemmelighed komme til at lide.” Et saadant Svar vilde været brutalt, men det vilde være ærligt, for det er deres Hjertes Mening.

Det, jeg har ønsket at faa frem i Dag, er:

at det, det først og fremmest gælder om, er at arbejde for at faa alle Kvinder til at forlange fuld Frihed og faa alle Mænd til at erkende dette Forlangendes Berettigelse, og saa ved Siden af Arbejde for alle de praktiske ydre Ting først og fremmest for Stemmeret, som dog tilsidst bliver Alpha og Omega i Kvindesagen.

Og naar vi ønsker og arbejder for, at Kvindesagen maa gaa igennem til Sejer, saa er det for vor egen Skyld og for Mændenes Skyld, og saa fordi vi har set og forstaaet, at Kvindernes Frigørelse ikke er en Sag for sig, men et Led i den store Udvikling, at dens Sejer er en Forberedelse til Løsningen af de store Opgaver, som Fremtiden faar at løse, at Gud, ved at vække Kvinderne til Selvstændighed og til Arbejde, forbereder det Arbejde, som kun Mænd og Kvinder kan løse sammen Arbejdet for at ophæve Fattigdommen og Nøden og Elendigheden i Verden, og Arbejdet for at faa afskaffet Krigen med alle dens Rædsler.

http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/De_nordiske_lande,_kirkehistorisk/Johan_Christian_Heuch

Johan Christian Heuch, 1838-1904, norsk teolog; biskop i Kristiansand fra 1889. I studietiden prægedes han af C.P. Casparis og Gisle Johnsons konservative lutherdom. Heuch udgav en række artikler og bøger, bl.a. vendt imod Georg Brandes og Bjørnstjerne Bjørnson.

Mange portrætbilleder findes på: https://digitaltmuseum.no/search/?q=heuch&o=0&n=80

https://nn.wikipedia.org/wiki/Johan_Christian_Heuch

Johan Christian Heuch (23. mars 1838–13. februar 1904) var ein norsk lærar, prest, biskop i Kristiansands stift, redaktør og forfattar. Han var son til Johan C. Heuch.

Heuch var frå Kragerø, der faren var kjøpmann. Sjølv vart han student frå Nissens skole i hovudstaden i 1856, og cand. theol. i 1861. 1861-62 studerte han i utlandet, Leipzig og Erlangen. 1863-64 var han lærar ved borgarskulen i Kragerø. Frå 1865 til 1871 var han personalkapellan hos Jørgen Moe i Bragernes og Vestre Aker. I 1875 vart han styrer for det praktisk-teologiske seminar ved Det teologiske fakultet i Kristiania. Samstundes redigerte han 1875-77 Luthersk Kirketidende og 1877-90 Luthersk Ugeskrift.

År 1880 vart Heuch sokneprest i Uranienborg. Han var så biskop i Kristiansands stift (dagens Stavanger bispedømme og Agder og Telemark bispedømme) frå 1889 til han døydde i 1904.

Heuch møtte som varamann på Stortinget i 1890-sesjonen og fram til 7. mars 1891. Han representerte krinsen Kristiania, Hønefoss og Kongsvinger og var medlem av Høgre.

Heuch var ein framifrå predikant, og dyktig polemikar. I 1880-åra hadde han ei leiarrolle på den konservative sida, kring dei mange politiske og kulturelle stridsspørsmåla i tida. I skriftet Vantroens Væsen gjekk han mot allmenn røysterett og til angrep på radikalismen og hevda: «om radikalismen skulle seire så fullstendig at dens tanker ble eneherskende i folkets liv, da ville man ikke kjenne noen Gud i himmelen og derfor heller ingen objektivt gyldig og ubetinget lov på jorden. All autoritet ville være forsvunnet».

Opphavleg var Heuch høgkyrkjeleg, men fekk eit meir positivt tilhøve til lekmannsrørsla, særleg i 1890-åra.

Han døydde 1904 i Kristiansand.

Verk Vantroens Væsen. 1883 Kirken og Vantroen. 1888 Mod Strømmen. 1902 Svar. 1903 Kjelder Lindstøl, Tallak:Stortinget og Statsraadet 1814-1914. Kristiania, 1914 Gyldendals store konversasjonsleksikon. 1972 Nissen, Bernt A.:Vårt folks historie. 1964

Georg Brandes: i modsigelsernes tegn Berlin 1877-83 Af Jørgen Knudsen

'Heuch mener at det er jøderne der har skabt tidens antikristelige strømning.' '...den moderne religionsløse jødedom ses som den store fare for kirken og som det skød, hvorfra Antikris og et satanisk messiasrige skal udgå. Samme år oh i lignende vendinger havde den norske paster Heuch sagt omtrent det samme i sin pamflet, Dr. G. Brandes's Polemik mod Kristendommen...'

Heuch bliver beskrevet som antisemit.

Johan Christian Heuch (1838-1904) geistlig og politiker.

Foreldre: Grosserer Johan Christian Heuch (1794–1843) og Christine Elisabeth Bonnevie (1803–63). Gift 12.12.1861 med Kirsten Anna Janette Elieson (22.8.1839–25.9.1913), datter av sorenskriver John Collett Posthumus Elieson (1810–76) og Ingeborg Eivindsdatter Aarhusmoen (1817–1902). Sønnedatters sønn av Honoratus Bonnevie (1726–1811; se NBL1, bd. 2); fetter av Jacob Aall Bonnevie (1838–1904).

Johan Christian Heuch var biskop i Kristiansand i 15 år. Han var kjent som en slagferdig og stridslysten debattant, en ualminnelig dyktig predikant og en frodig biskop.

Ved inngangen til 1800-tallet var Heuch-slekten trolig den rikeste og mest fornemme i Kragerø. J. C. Heuchs farfar, Peter Andreas Heuch (1756–1825), var en av sin tids største mesener i Norge og gav bl.a. 15 000 riksdaler til det nyopprettede universitetet i Christiania. Faren døde da Johan Christian var bare fire år gammel, og han ble grundig bortskjemt av sin mor. 1852 flyttet han til Christiania for å gå på Nissens latinskole. Av skolekameratene der ble han sett på som en snodig liten fyr. Til gjengjeld ble han en ordets mester. Han tok examen artium 1856 og valgte deretter det teologiske studium. Gisle Johnsons forelesninger kom til å prege ham for livet.

Heuch tok teologisk embetseksamen 1861, men han fryktet selv at han var for helsesvak til å bli prest; dessuten hadde han økonomi til å leve som rentenist. Men dikterpresten Jørgen Moe ville gjerne ha ham som sin personellkapellan i Bragernes. Heuch ble ordinert og tiltrådte høsten 1865. Fem år senere ble Moe sogneprest i Vestre Aker, og Heuch fulgte med som kapellan. Moe hadde uvurderlig betydning for Heuchs utvikling som prest og predikant.

Heuch ble syk av overanstrengelse 1873, og hans kone sendte ham til Roma for rekreasjon. Her møtte han Bjørnstjerne Bjørnson og de andre skandinaviske forfattere og kunstnere som bodde i byen. Fra 1875 var Heuch redaktør av Luthersk Kirketidende og fra 1877 av Luthersk Ugeskrift. Etter Bjørnsons oppgjør med kristendommen, gikk Heuch kraftig ut i en serie redaksjonsartikler (1879). Presten og dikteren var begge stridbare, men de bevarte likevel en form for vennskap og respekt for hverandre. Heuch hadde også skriftlige feider med Georg Brandes og Ernst Sars. Han briljerte som apologet, og hans artikler utkom i Danmark, Sverige og Tyskland.

1874 ble Heuch prest ved Christiania kommunale sykehus, arbeidsanstalt og fattigstuer, og fikk da nærkontakt med byens syke og fattige. 1875 ble han tilsatt som hovedlærer ved Det praktisk-teologiske seminar, samtidig som han fungerte som prest og sjelesørger ved Diakonissehuset. Hans undervisning var både praktisk og virkelighetsnær. 1880 ble han utnevnt til sogneprest i Uranienborg menighet i Kristiania. Han ble den mest hørte og best kjente av alle hovedstadsprestene, og man måtte være tidlig ute for å få sitteplass i kirken. Den svenske biskop Billing hevdet 1899 at Heuch var samtidens største lutherske predikant. Jørgen Moe omtalte hans prekener som både evangeliske og alvorlige, preget av en skarp gjennomført tankegang og med en slående anvendelse på livet.

1881 holdt Heuch en serie populære, polemiske foredrag om Vantroens Væsen i Universitetets festsal. Foredragene ble utgitt 1883, og for mange var dette et velkomment forsvar mot den moderne vantro. Men Heuchs forsøk på å lage logikk av troens paradokser ble nådeløst avslørt av Arne Garborg i Nyt Tidskrift. Heuch mente at vantroen skyldtes manglende vilje til å anerkjenne Guds autoritet, men Garborg repliserte at en tro som kun bygger på andres autoritet var verre enn vantro. Heuchs bok ble også anmeldt i Flekkefjord budstikke av G. C. Naadeland, som deretter ble tiltalt for blasfemi og fradømt sin stilling som politibetjent og vaktmester.

Heuch var embetsbevisst og svært kritisk til legmannsvirksomheten. Han førte en voldsom politisk kamp mot parlamentarismen og betegnet forfatningsreformene som vanvidd. Han var medlem av Høyres sentralstyre fra 1884 og varamann til Stortinget 1883–91; han møtte istedenfor statsminister Emil Stang under stortingssamlingene 1890 og 1891. Heuch var en arg motstander av kvinnefrigjøring, målsak og avholdssak. Hans aristokratiske personlighet og reaksjonære politiske holdninger farget unektelig inntrykket av den teologi han forfektet. Samtidig var han godhjertet, og kjempet alltid med åpent visir. Men det som først og fremst preget Heuch og som forente ham med menigheten, var hans enkle, frimodige tro på Kristus. Hans siste bøker, Mod Strømmen (1902) og Svar (1903), ble trykt i mange opplag og formet lekfolkets kamp mot den liberale teologi. Heuch rettet sterke angrep mot navngitte personer i kirken. Problemet var ikke at de fornektet, men at de fortiet de bibelske sannheter. Heuch var særlig bekymret for utviklingen ved Det teologiske fakultet, og fryktet at liberale professorer førte de kommende prester inn i en bibeloppløsende teologi.

1889 ble Heuch utnevnt til biskop i Kristiansand, og mange var dypt bekymret over å få en slik biskop til det lavkirkelige bispedømme i sør. Men han ofret sitt embetssyn i kampen for kristendommens sentrale sannheter. Det pietistiske lekfolk ble hans varmeste tilhengere og beste medarbeidere. Heuch var en utmerket visitator, og det ble fest i departementet hver gang hans brev og visitasberetninger ankom.

Det finnes en rekke anekdoter om Heuch, og mange av dem er sanne. Han var ingen dyktig administrator og dessuten ualminnelig upraktisk. På sine reiser trengte han f.eks. alltid hjelp til barbering; en gang måtte han la seg barbere i liggende stilling, da klokkeren som var satt på jobben, var vant til å barbere lik. Han var også meget frittalende, og kunne omtale prester og lærere som både fehoder og vrøvlemakere. Da en ung prestekone stolt viste frem sin førstefødte til biskopen, sa han: “Ta det vekk! Jeg liker ikke småbarn, jeg har aldri likt dem, ikke mine egne engang.”

Johan Christian Heuch ble utnevnt til ridder av St. Olavs Orden 1889 og til kommandør av 1. klasse 1896, og han hadde storkors av den svenske Nordstjärneorden.

Verker Bibliografi (frem til 1888) i NFL, bd. 2, 1888, s. 655–658, og i Øverby 1974 (se nedenfor, avsnittet Kilder), s. 111–116 Et utvalg

Den moderne Vantro, 1876 (først trykt i Luthersk Kirketidende s.å.) Dr. G. Brandes's Polemik mod Kristendommen, København 1877 (først trykt i Luthersk Ugeskrift s.å.; tysk utg. 1879) Den offentlige Lægmandsvirksomhed og Nødvendigheden af dens kirkelige Organisation, 1878 (først trykt i Luthersk Ugeskrift s.å.) Mod Bjørnstjerne Bjørnsons Angreb paa den Kristne Tro, 1879 (først trykt i Luthersk Ugeskrift s.å.) Fra Herrens Hus. Fire Prædikener, 1880 Sjælesorgen hos de Syge. En pastoraltheologisk Afhandling, Drammen 1880 (først trykt i Luthersk Kirketidende 1876; 2. utg. Kristiania 1889, svensk utg. 1877, tysk utg. 1882 og 1887) Vantroens Væsen. Populære polemiske Foredrag, 1883 (tysk utg. 1886) A. Garborg: “Vantroens Væsen”, i Nyt Tidsskrift 1883, s. 426–448 Vanvidets Dage, i Luthersk Ugeskrift 1884 Vidnesbyrd om Kristus. Prædikener over Kirkeaarets Høimessetexter, 2 bd., 1887–93 (først trykt i Luthersk Ugeskrift fra 1883) Kirken og Vantroen. Populære foredrag, København 1888 Mod Strømmen, 1902 Svar, 1903 Visitasberetninger 1889–1902, utg. av G. Bøe, 1965 Etterlatte papirer

Heuchs korrespondanse og visitasprotokoller finnes dels i SA, Kristiansand, i Kirkedepartementets arkiv og i RA, Oslo en rekke brev og manuskripter er i familiens eie Kilder og litteratur Norsk biografisk leksikon: J C Heuch Biografi i NFL, bd. 2, 1888 J. B. Barth: Præstelærens Usandhed og den sande Kristendom. Et Modskrift mod DHrr. Professor theol. Fr. Petersen og Pastor J.C. Heuch, 1889 J. Tandberg: Biskop Heuchs liv og virke, 1905 O. P. Monrad: Biskop Johan Christian Heuch skildret som personlighed, Kristiania/København 1919 F. Tybring: biografi i NBL1, bd. 6, 1934 K. Rygnestad: Johan Christian Heuch, apologet og stridsmann, Trondheim 1966 H. Dahl: Åndsdebatten i 1870–80-årene slik den gjenspeiler seg i striden mellom Bjørnstjerne Bjørnson og Johan Christian Heuch, h.oppg. UiO, 1970 H. G. Øverby: Konfesjonalisme, kirkesyn og samfunnstenkning hos Johan Christian Heuch, h.oppg. Menighetsfakultetet, 1974 H. N. Løken: Kirkens kulturansvar ifølge J. C. Heuch og Fr. Petersen, h.oppg. Menighetsfakultetet, 1987 V. L. Haanes: “Hvad skal da dette blive for prester?” Presteutdannelsen i spenningsfeltet mellom universitet og kirke, med vekt på modernitetens gjennombrudd i Norge, KIFO Perspektiv 5, Trondheim 1998 Portretter m.m. Fotografiske portretter

Portrett av fotograf L. Forbech, 1903; gjengitt i Monrad 1919 (se ovenfor, avsnittet Kilder), s. 112

https://books.google.dk/books?id=JtBOAQAAMAAJ&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q&f=false

Dr. G. Brandes' Polemik mod kristendommen ... Af Johan Christian Heuch.

Udgivet 1877 af Gyldendalske Boghandels Forlag.